Luk

Velkommen indenfor i ny rådgivning

Mandag den 19. august åbner dørene til en ny kræftrådgivning i Herlev, og der er travlt med at få de sidste ting på plads. Mød fire værtsfrivillige, som glæder sig til at tage imod brugerne af huset.

16. august 2019
STINE LYNGHARD, FORENING & FRIVILLIGE

Fire værtsfrivillige hjælper med at gøre rådgivningen i Herlev klar til åbning. Fra venstre: Karen Hansen, Yrsa Jønsson, Gitte Frandsen og Elisabeth Abel. Foto: Stine Lynghard.

Hylderne er stadig tomme, skabsdørene står på vid gab, og i luften hænger en duft af nyslebet træ. Håndværkere, ansatte og frivillige myldrer rundt mellem hinanden, og flyttekasserne med ting fra den gamle kræftrådgivning i Lyngby står stadig i store stabler. Der knokles for at få gjort det nybyggede 'Livsrum' i Herlev klar til på mandag.

- Er her en stærk kvinde? Vi skal have flyttet et kontorbord, spørger en ansat.

Straks ryger en lab i vejret blandt en af de fire værtsfrivillige, som har tilbudt at hjælpe med at gøre huset klar. Der har ikke været værtsfrivillige i kræftrådgivningen i Lyngby, så det er ikke kun et nyt hus, de skal lære at kende - det er også nyt for dem at skulle tage imod, når brugerne træder ind ad døren i Herlev.

- Vi vil nok have en usikkerhed i starten, hvor det hele er stort og nyt. Men jeg glæder mig til at se en masse brugere komme her og finde ro og støtte, siger Elisabeth Abel.

Alt fra køkkenet i rådgivningen i Lyngby er pakket ned og skal nu på plads i Herlev. Foto: Stine Lynghard.

I køkkenet er hun og de andre frivillige i fuld gang med at pakke kasser ud og sætte glas og kopper på plads.

- Hvis der er ting, de andre ikke kan finde, så må de jo ringe til os, griner Elisabeth Abel, der bakser med at få foldet en tom flyttekasse sammen.

Officiel indvielse til oktober
De når ikke at blive helt færdige til på mandag, hvor rådgivningen åbner. Udendørsarealerne ligner stadig en byggeplads, og facaden er heller ikke færdig endnu. Men der er også først officiel indvielse den 22. oktober, og de værtsfrivillige er enige om, at huset allerede er meget indbydende indvendigt.

- Det er et fantastisk hus. Her er lyst, og jeg tror, at brugerne vil føle sig velkomne. Nu er det op til os at gøre det hjemligt, så man føler sig ligeså godt tilpas som derhjemme, siger Karen Hansen, der ikke har prøvet at være frivillig før, men glæder sig meget til opgaven.

Det er også nyt for Gitte Frandsen at være værtsfrivillig i Kræftens Bekæmpelse, men hun er vant til at tage imod folk og have mange bolde i luften på sit tidligere arbejde på en akutafdeling, så hun føler sig helt tryg ved rollen.

- Det er vigtigt, at man bliver taget godt imod, og at huset er indbydende. Det betyder meget. Og det giver mig en god følelse at kunne lytte og hjælpe brugerne på rette vej, siger Gitte Frandsen.

Huset kan rumme mange aktiviteter
Det er en vigtig rolle, frivillige får i den nye rådgivning, fortæller rådgivningsleder Peter Genter.

- De bliver en rigtig vigtig del af huset for at få det til at fungere, og for at folk skal føle sig godt mødt, når de kommer her. De frivillige gør, at det bliver et endnu mere levende hus. De vil helt sikkert hjælpe med at lave en rigtig god stemning i huset, og så vil de gøre, at vi har en meget bredere pallette af ting, vi kan tilbyde, siger Peter Genter.

Patienter og pårørende skal føle sig hjemme i kræftrådgivningen Livsrum.

I det nye Livsrum vil der være mulighed for at komme til åben rådgivning, deltage i grupper eller mange andre aktiviteter. Rummene i huset er indrettet, så de kan bruges til flere forskellige formål.

Man kan også bare komme og drikke en kop kaffe, slappe af og læse en bog, hvis man har lyst til det, f.eks. før eller efter en aftale på Herlev Hospital ovre på den anden side af vejen. De værtsfrivillige skal være med til at vurdere, hvad hver enkelt har brug for.

- Det er min opgave at fornemme, hvor brugerne er, når de træder ind ad døren og få dem til at føle sig trygge. Jeg er ikke rådgiver, men jeg er god til at lytte. Jeg håber også, at her kommer pårørende, for dem må vi ikke glemme. Huset her skal gøre en forskel, fastslår frivillig Elisabeth Abel.

Ved siden af hende hjælpes to af de andre frivillige ad med at bære en tung flyttekasse. Den er fyldt med køkkenservice, som er pakket sirligt ind i papir. De pakker ud, sætter på plads, og så er det tid til en kaffepause og en sludder.

På den anden side af vejen ligger Herlev Hospital. Med den placering kan patienter og pårørende nemt gå over i kræftrådgivningen før eller efter aftaler på hospitalet.

- Det er nemmere at komme hertil. Man kan nemt komme med bussen. Og rådgivningen er mere synlig, bliver de fire værtsfrivillige enige om over kaffen.

Længe ventet åbningsdag
Nu er der kun få dage, til dørene åbner, men det har krævet tålmodighed for både ansatte og frivillige at nå hertil. Oprindeligt var åbningsdagen nemlig sat til den 16. november sidste år. Men der har været nogle udfordringer undervejs, som har gjort, at projektet er udskudt flere gange.

- Jeg startede allerede sidste sommer, og så er det bare blevet udsat og udsat. Men pyt, sådan er det. Nu glæder jeg mig, også selv om huset ikke er helt færdigt, siger Elisabeth Abel.

Det gør Yrsa Jønsson også. Hun er også ny i Kræftens Bekæmpelse og har den allerførste vagt som værtsfrivillig mandag morgen.

- Jeg tror, at åbningsdagen bliver stille, men så kan vi også blive mere bekendt med huset, og hvad der præcis er vores opgave. Jeg glæder mig, for det ligger mit hjerte nært at hjælpe andre, siger hun.

Rådgivningsleder Peter Genter giver et nap med for at få de sidste detaljer på plads inden åbningen.

Der er dog lige et par ting, som skal på plads, før de er helt klar i det nye Livsrum. Rådgivningsleder Peter Genter bryder ud i et grin, da han bliver spurgt om, hvor meget de mangler.

- Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke helt svaret. Men meget. Jeg håber, vi kan få lidt mere styr på indretningen og få fordelt ting fra flyttekasserne ud. Og så må der være en masse ting, der løbende falder på plads. Så længe huset kan bruges, og vi kan have aktiviteter i rummene – det er det vigtigste. Og så bliver det sandsynligvis mere og mere funktionelt. Vi vil arbejde på, at alt falder på plads så hurtigt som muligt, smiler Peter Genter.

Hvis du har lyst til at være med til at starte den nye rådgivning op, så mangler der både værtsfrivillige, praktiske frivillige, aktivitetsfrivillige og hospitalsfrivillige.

Læs mere her på frivillig.dk under ’jobs’.

Områdekontoret i hovedstaden flytter også fra Lyngby til det nye Livsrum i Herlev.

Den nye kræftrådgivning Livsrum ligger på Borgmester Ib Juuls Vej 2 lige ved siden af Herlev Hospital. Foto: Stine Lynghard.