Landets solcentre skal ifølge loven advare om risikoen ved solariebrug. Men det er desværre ikke et særsyn, at solcentre vildleder solariebrugere med information, der fremstiller solariebrug som sundt.
Vi vil nu fire et halvt år efter lovens vedtagelse tage temperaturen på landets solcentre og undersøge hvilke informationer, solariebrugere møder, når de går i solarium. Der er 745 registrerede solcentre i Danmark, og skal vi tjekke så mange solcentre som muligt, har vi brug for mange hænder. Du har mulighed for at bidrage ved at tjekke solcentre i dit lokalområde. Undersøgelsens resultater skal indgå i en større indsats for at få solarieloven revideret.
Kræftens Bekæmpelses frivillige gør en forskel
Allerede i 2015, kort efter solarielovens indtræden, var Kræftens Bekæmpelses frivillige rundt i landets solcentre og tjekke, om Sundhedsstyrelsens lovpligtige advarselsplakat hang synligt og i det rette format. Det gjorde den sjældent. Da vi delte informationerne med Sikkerhedsstyrelsen, blev kontrollen af plakaten implementeret som en fast del af tilsynsbesøgene - takket være en kæmpe indsats fra Kræftens Bekæmpelses frivillige. Denne gang vil vi nå et skridt videre. Målet er at tjekke så mange som muligt af landets solcentre.
Peter Dalum er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, og han ved, at det er et ambitiøst mål. Han håber dog, at Kræftens Bekæmpelses frivillige har lyst til at tage del i opgaven.
"Vi har et ambitiøst mål med at tjekke så mange solcentre som muligt, men heldigvis har vi også nogle rigtig dygtige og ambitiøse frivillige. Vi kan ikke løfte denne opgave alene, så jeg håber, at vi igen mærker det engagement og fællesskab, som frivillige skaber, hver gang vi løfter i flok", siger Peter Dalum og uddyber vigtigheden i arbejdet:
"Den viden I indsamler, danner et solidt grundlag for at gå ind i kampen for en strammere solarielov. Vi kæmper blandt andet for at få indført en 18 års aldersgrænse for solariebrug. En aldersgrænse vil beskytte vores børn og unge mod den helt unødvendige risiko for modermærkekræft, som solariebrug medfører", afslutter Peter Dalum.
Hvordan kan du være med til at tjekke solcentrene?
Vi har lavet et spørgeskema, som gør det nemt for dig at tjekke et solcenter, og det tager ikke mere end fem minutter. Du skal udfylde spørgeskemaet enten elektronisk på din mobiltelefon eller tablet eller i papirform. Bor du i en kommune med mange solcentre, behøver du selvfølgelig ikke tjekke dem alle. Sammen finder vi et realistisk ambitionsniveau, og du er selvfølgelig velkommen til at gøre det sammen med en ven eller et familiemedlem.
I videoen fortæller Christine Lind Behrens, der er senior projektleder i Solkampagnen og ansvarlig for projektet, hvad opgaven går ud på. Se videoen.
Lyder det som noget for dig?
Så tøv ikke med at melde dig. For hvert ekstra solcenter, der bliver tjekket, bliver undersøgelsens resultater stærkere, og vi har brug for al den hjælp, vi kan få.
Selve jobopslaget kan du finde under kategorien 'Forbyggelse' her: www.frivillig.dk/frivilligjob.
Hvis du gerne vil høre mere om projektet og/eller melde dig som ’solcenter-tjekker’, er du velkommen til at kontakte Christine Lind Behrens på behrens@cancer.dk eller 35 25 77 36.
Du kan læse mere om Solkampagnens generelle arbejde med at slukke solariet på hjemmesiden www.sluksolariet.dk.