2024 er snart slut og julen står for døren. Det har været et år fyldt med imponerende resultater for kræftsagen, og det skyldes i høj grad de tusindvis af frivillige, der har lagt tid, energi og hjerte i arbejdet for Kræftens Bekæmpelse. Inden det velfortjente julehvil er det blevet tid til et kig tilbage på året, der gik.
1.500 frivillige indsamlingsledere og mere end 16.000 frivillige indsamlere deltog i Landsindsamlingen i april, hvor der i alt blev samlet 38 millioner kroner ind - det næstbedste resultat nogensinde. Billedet er fra Køge, hvor stemningen var høj.
Indsamling båret af frivillige
Det var klassisk dansk forårsvejr, da frivillige gik på gaden over hele landet for at samle ind under Landsindsamlingen. Mange børnefamilier sluttede op iført de ikoniske røde heltekapper, der røbede den forskel, de gjorde for kræftsagen. Men bag kulisserne fandtes også en anden slags helte, nemlig de 1.500 frivillige indsamlingsledere, der sørgede for, at det hele klappede.
Et mindst lige så fantastisk engagement oplevede vi i efteråret, da der blev samlet ind til Støt Brysterne – både under Lyserød Lørdag, Pink Cup og Brysternes Motionsdag. Sidstnævnte fik støtte fra en ny kant i år med omkring 100 frivillige, der kom fra virksomheder med såkaldte Corporate Volunteering-programmer. En ny type frivillige, som vi håber, vi ser mange flere af i fremtiden.
Det var også i efteråret, at Knæk Cancer fandt sted og nåede det flotte indsamlingsresultat på 133 millioner kroner, blandt andet takket være 500 private initiativer, 68 skoler og 15 byfællesskaber, der var med til at samle ind.
- Det er ikke kun de flotte resultater, der imponerer, fordi de viser opbakning til kræftsagen og sikrer os vigtige midler til forskning og støtte til kræftpatienter. Den enorme energi og passion, som frivillige lægger i indsamlingsarbejdet, imponerer også år efter år, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker.
LÆS OGSÅ: Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat
Fællesskaber og bæredygtighed gennem genbrug
Masser af dedikation var der også i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker. Den seneste trivselsmåling viste, at genbrugsfrivillige har en særlig høj trivsel og ofte er frivillige i mange år, hvilket understreger det stærke fællesskab, der er i butikkerne.
Med fine resultater på bundlinjen, åbningen af en ny butik i Fredericia og planer om at åbne flere butikker i 2025, er der god grund til at være optimistisk for fremtiden.
- I genbrugsbutikkerne går det økonomiske bidrag til kræftsagen hånd i hånd med støtten til en grønnere livsstil. Samtidig er I som frivillige med til at skabe stærke fællesskaber, hvor mennesker kan mødes og gøre en forskel sammen. Det er enormt værdifuldt, siger Jesper Fisker.
LÆS OGSÅ: Stor interesse for Kræftens Bekæmpelses nye genbrugsbutik i Fredericia
Fællesskab på tværs
Men fællesskabet stortrives også mange andre steder i foreningen. I januar 2024 samledes frivillige fra de to store indsatser – lokalforeninger og Stafet For Livet – for første gang til fælles Frivilligtræf. Når det bliver afholdt igen i januar, bliver det med læringer fra 2024 i bagagen og endnu bedre mulighed for at skabe samarbejde og dele ideer på tværs af vores forening.
Der blev også arbejdet på tværs i oktober under Knæk Cancer, da der igen i år blev afholdt hele 16 Tænd Et Lys-arrangementer landet over. Mange steder blev de nemlig arrangeret i et samarbejde mellem frivillige fra Stafet For Livet, lokalforeninger og kræftrådgivninger.
- Det er fantastisk at se, hvordan ambitionen i vores Frivilligstrategi om, at vi skal samarbejde mere på tværs af foreningen, virkelig har slået rod. De smukke og rørende lysceremonier under Knæk Cancer er bare ét eksempel på, at vi virkelig er stærkere sammen, siger Jesper Fisker.
Stafet For Livet har haft en flot sæson i år med 49 stafetter og fem mindre støttearrangementer landet over.
Fokus på senfølger på Stafet For Livet
Et andet eksempel på dette har man kunne finde på Stafet For Livet, som blev afholdt fra maj til september landet over. Her er der blevet sat fokus på senfølger, og mange steder er frivillige fra lokalforeningerne trådt til for at hjælpe.
Fra stafetterne lyder det, at oplysningsarbejdet omkring senfølger især har betydet meget for Fighterne, der er de deltagere på Stafet For Livet, der har eller har haft kræft.
- Stafet For Livet handler netop om at støtte op omkring dem, der er berørt af kræft, samtidig med at vi samler ind til kræftsagen, og det gør de frivillige helt fantastisk. At der også er fokus på senfølger, er utrolig vigtigt, fordi mange nuværende og tidligere kræftpatienter ikke oplever at blive set og forstået, når det kommer til senfølger, og måske heller ikke får den nødvendige hjælp, siger Jesper Fisker.
LÆS OGSÅ: Flot sæson for Stafet for Livet er slut
Demokratidage 2024: Kim Høegh Karlsen, områdekonsulent, Hermann Hansen, Kalundborg Lokalforening og Mads Nordahl Svendsen, hovedbestyrelsen, mødtes med politiker Rasmus Horn Langhoff (A) (nr. 3 fra venstre). De talte blandt andet om rygestop i behandling.
Frivillige og Kræftplan V
Senfølger er også et af de vigtigste områder for Kræftens Bekæmpelse i den kommende Kræftplan V. En kræftplan, som frivillige også har arbejdet for at påvirke.
I efteråret deltog 50 frivillige fra lokalforeninger, regionsudvalg og hovedbestyrelse i Demokratidage, hvor de mødtes med folketingspolitikere for at tale om senfølger, palliation og rygestop som optakt til den politiske forhandling om Kræftplan V. Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til kræftplanen afsluttes her i december og skal munde ud i en politisk aftale i starten af det nye år.
- Det er et arbejde, der tegner rigtig godt, så vi har store forhåbninger til, at vi kan være med til at sætte nye ambitiøse mål for kræftområdet. Jeg er rigtig stolt af den fælles indsats, vi har gjort som forening – både frivillige og medarbejdere – for at sikre de bedste vilkår for kræftpatienter, siger Jesper Fisker.
LÆS OGSÅ: Sådan får frivillige politikerne til at lytte
Arbejde i nye rammer
I det hele taget har 2024 vist sig begivenhedsrigt på den politiske front. I november landede en politisk aftale om en ny sundhedsreform. Den vil blive nærmere konkretiseret i 2025, men det står allerede klart, at den med 17 nye sundhedsråd og en ny Region Østdanmark vil få betydning for frivilliges politiske arbejde i lokalforeninger og regionsudvalg.
- Det er overordnet en god aftale for kræftpatienter og pårørende, og det er vores håb, at reformen på sigt vil sikre mere sammenhængende forløb, men også et mere lige sundhedsvæsen. Vi kommer selvfølgelig til at følge arbejdet tæt og vil løbende se på, hvordan vi i Kræftens Bekæmpelse bedst kan tilpasse vores arbejde til de nye rammer, siger Jesper Fisker.
LÆS OGSÅ: Det mener Kræften Bekæmpelse om sundhedsreformen
Ud over en stor indsats for at forebygge unges brug af nikotinprodukter, har frivillige også rakt ud til de helt små under Den lokale soluge, for at lære de mindste om god solbeskyttelse. Op mod 30.000 børnehavebørn deltog i år.
Passe på den unge generation
2024 har også været et år, hvor mange frivillige har ydet en stor indsats for at skærme børn og unge mod nikotinprodukter. Der er blevet afholdt forældremøder i hele landet for at give konkrete redskaber til, hvordan forældre kan støtte deres børn i at blive eller forblive nikotinfri. Ved årets stafetter og andre events har frivillige også været i direkte dialog med både unge og voksne om skadevirkningerne ved nikotinprodukter.
- Vi har en stor opgave både som forening og som samfund med at passe på de yngre generationer. Frivillige har arbejdet hårdt for at løfte den opgave, og det er jeg virkelig taknemmelig for, siger Jesper Fisker.
Frivillige giver også støtte til patienter andre steder end i rådgivningerne, f.eks. har mange lokalforeninger også aktiviteter for nuværende eller tidligere kræftpatienter. I Odder har frivillig Betinna (tv.) lavet et netværk for kvinder med kræft.
En lille stor forskel
Sidst, men ikke mindst giver det ro i maven hos direktøren at vide, at frivillige med sikker hånd fortsætter det utrolige vigtige patientstøttearbejde i kræftrådgivningerne.
Det kan være som frivillige rådgivere, sorggruppeledere, værtsfrivillige eller som støtte for sårbare kræftpatienter. Udover dette skaber de frivillige også sammenhold og imødekommende fællesskaber – f.eks. fællesspisninger, gåture og suppeaftner for kræftpatienter og pårørende.
- De små ting i hverdagen betyder enormt meget – en bid mad og en snak – det kan gøre alverden til forskel, når man som kræftpatient eller pårørende står i en sårbar situation. Jeg synes, det er helt fantastisk, at der er blik for det i vores frivillige arbejde – og jeg er taknemmelig for, at der er frivillige, der bruger deres tid og energi på at løfte den opgave, siger Jesper Fisker.
To fine julegaver
Lige nu glæder Jesper Fisker sig både over en tidlig og en sen julegave. Nemlig den nye hjemmeside for Stafet For Livet, som gik i luften den 10. december, og det nye frivillig.dk, der åbner op i slutningen af januar. Begge hjemmesider skal gøre det nemmere at være frivillig og støtte op om kræftsagen.
I det hele taget føler Jesper Fisker sig både stolt og fortrøstningsfuld, når han ser ud over frivillig-landskabet i Kræftens Bekæmpelse her ved slutningen af 2024. Og det skyldes ikke mindst de mange ildsjæle, der hver dag arbejder for en verden uden kræft.
- Når vi ser, hvad vi har opnået, er jeg overbevist om, at vi sammen kan sikre en endnu bedre fremtid for kræftsagen. Vi står stærkt på vores frivillige fundament – takket være jer. Jeg er jer dybt taknemmelig for, at I gør den forskel. Tusind tak for det – og rigtig god jul til jer alle, siger Jesper Fisker.
Sri Sai Das
Kære Jesper
Mange tak for de flotte ord og for jule-og nytårshilsnerne fra en INSPIRATIONS KILDE, som dig.
Ja, vi frivillige har været med til at gennemføre alle de ovennævnte opgaver, og det er vi glad for. Men det har vi ikke gjort uden støtte fra alle de mange hundrede Kræftens Bekæmpelses medarbejdere, der forsyner os med “krudt og kugler”, så vi kan fyre dem af!
Så TUSIND TAK TIL ALLE J ER på alle de mange adresser med KB skilte på - efterhånden mange steder over det ganske land.
GLÆEDELIG JUL og ET VELSIGNET NYTÅR til alle.
Das
18. december 2024 11:05