Der var brug for både regnslag og paraplyer, da der blev afholdt virtuel Stafet for Livet i Skive i weekenden. Men humøret fejlede ikke noget hos Line Thorsager Christensen og hendes familie og venner, som har deltaget i stafetten siden 2012.
- Så kan vi lægge endnu en fantastisk stafet bag os. Det har været en fuldstændig ubeskrivelig weekend, fortæller Line, da stafetten slutter.
At samle ind gør en forskel
Line Thorsager Christensen er selv Fighter og har været igennem to kræftforløb. Hun fik konstateret brystkræft i sit venstre bryst i 2010 og gik igennem et behandlingsforløb frem til foråret 2012.
- Samtidig opstod muligheden for at deltage i den første Stafet For Livet i Skive. Det virkede som en selvfølge, at vi skulle være med. Vores team blev døbt TeamSpirit, husker Line.
Til en almindelig kontrol i september 2018 fandt lægerne en ny knude, denne gang i det højre bryst – det var brystkræft igen.
- Endnu engang styrtede hele min verden i grus. Mine børn var dengang 9 og 11 år. Behandlingen denne gang var meget anderledes end behandlingen i 2010/2011. Her oplevede vi virkelig, at alle de penge, vi samler ind - om det er til Landsindsamlingen, Stafet For Livet, Støt Brysterne eller Knæk Cancer - gør en kæmpe en forskel, siger Line Thorsager Christensen.
Efter en række kemobehandlinger fik hun fjernet højre bryst og var klar til strålebehandlinger. I marts 2020 fik hun fjernet æggestokke og æggeleder, forebyggende.
- Nu bliver jeg snart 40, og jeg vil prøve at leve i mange år uden frygt for tilbagefald, fortæller Line.
Fra Skive til Australien
For Line betød det meget at holde fast i Stafet For Livet i år, selv om den ikke kunne afholdes som normalt på grund af risikoen for smittespredning med coronavirus. Derfor foreslog hun at gøre stafetten virtuel i stedet.
Se mere fra Stafet For Livet Skive på deres Facebookside:
Stafet For Livet Skive
Lines eget hold TeamSpirit endte med at have 122 deltagere i år bestående af bl.a. Lines mand, børn, forældre, svoger, svigerinde, nevø, niece, fætre, kusiner, venner, venners børn, kollegaer, kollegaers børn, forældres kollegaer, venners venner, nogle fra lokalsamfundet og bekendte fra tidligere stafetter.
- Vi holdt stafetten i gang i 24 timer og har i skrivende stund indsamlet over 35.000 kroner. Vi havde deltagere i Skive, Højslev, Viborg, Billund, Århus, Sydfyn og Australien. Jeg er så stolt af at have verdens bedste familie, venner og kollegaer. Og er dybt taknemmelig for deres opbakning - det var først, da jeg stod i et sygdomsforløb, at det gik op for mig, hvor vigtigt det er med penge til forskning og støtte, siger Line Thorsager Christensen.
Se en video med Line ude på stafetten øverst i artiklen.