Luk

Vinder frivilligpris og bruger pengepræmien på indlagte børn

David Lind Nordby arrangerer som frivillig fiskerievents til fordel for kræftsagen. I dag modtager han en frivilligpris i Odense, og pengepræmien vil han bruge på indlagte børn.

15. september 2021
Trine Porret Randahl Larsen, Fundraising & Medlemmer
David arrangerer fiskeevents til fordel for kræftsagen

David Lind Nordby får i dag den 15. september tildelt GF Ildsjælepris Odense for sit frivillige arbejde med at arrangere fiskerievents for kræftsagen.

Når David Lind Nordby i dag den 15. september modtager GF Ildsjælepris Odense, så ved han godt, hvad de 20.000 kroner, der følger med prisen, skal gå til:

- Jeg vil donere pengene til børneafdelingen på Odense Universitetshospital, og lave et rigtigt godt fiskearrangement for de børn, der er indlagt der. Tit er de der jo i weekender, og jeg vil gerne bringe fiskeverden tættere på dem’. 

For David går interessen for fiskeri og arbejdet som frivillig for kræftsagen nemlig hånd i hånd. Og det har den gjort lige siden han i 2018 lavede sit første fiskearrangement, der samlede ind til kræftsagen under Knæk Cancer – og dermed skabte konceptet ’Fishing for Life’.

Jakke med logo for Fishing for Life

David har stiftet Fishing for Life, der arrangerer fiskerievents og samler ind til Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg blev kontaktet af en fra Aalsbogaard Lystfiskersøer, der havde hørt jeg kunne noget med sponsorer og frivillige. Vedkommende var pårørende til en kræftsyg, og så førte det ene til det andet, fortæller David.

Dagen efter opkaldet, fik David selv den triste besked, at hans svoger havde fået kræft. Siden er sygdommen desværre kommet endnu tættere på, da et par af Davids tætte venner har fået kræft. Og det har blot gjort arbejdet med ’Fishing for Life’ endnu mere betydningsfuldt:

- Det er min måde at hjælpe og vise min støtte på. Jeg gør en forskel for de mennesker, der kommer til arrangementet, så de også føler, at de også gør en forskel. De har en hyggelig dag og er med til at støtte et godt formål. Det tager folk godt imod, siger han og tilføjer:

- Det er vigtigt for mig at sige, at det er ikke en konkurrence i fiskeri, der afholdes, for kræft er ikke en konkurrence. Det skal være noget for hele familien.

Fisk

David har stiftet Fishing for Life, der arrangerer fiskerievents og samler ind til Kræftens Bekæmpelse.

Til glæde for børnene
David er undervejs også blevet involveret i Stafet For Livet Odense, hvor han i dag er næstformand. Desuden er han involveret i ’Tænd Et Lys’ samt ’Kræft er ikke for børn’-kampagnen.

Men han holder fast i ’Fishing for Life’, der indtil nu har indsamlet over 148.000 kroner til fordel for Knæk Cancer.

- I år er jeg medansvarlig for at lave ’Tænd Et Lys’ i uge 43 i Flakhaven i Odense den 28. oktober, og i samme uge afholder jeg ’Fishing for Life’ i Sorø den 30. oktober til fordel for Knæk Cancer.

Men passionen for fiskeri kommer altså nu også børnene på Odense Universitetshospital til gode. Og David har masser af ideer til, hvordan de indlagte børn kan få en oplevelse, der også kan være en pause fra hospitalet: Børnene kan for eksempel fiske i mindre bassiner, prøve at binde fluer og blive introduceret til fiskeri. Det behøver ikke være kompliceret at give andre en god oplevelse.

- Odense Å er jo tæt ved, så der kan man nemt gå ned med en fiskestang under armen. Fiskeri bidrager både til den fysiske og psykiske sundhed’.

FAKTA om Knæk Cancer
Kræftens Bekæmpelse og TV 2 sætter fokus på kræftsagen med Knæk Cancer i uge 43, læs mere her:
Knæk Cancer

Du kan også starte din egen indsamling til Knæk Cancer, se her hvordan her:
Start din egen indsamling

Hvis du vil deltage i Tænd Et Lys eller andet arrangement, kan du her se her hvad der sker i dit område:
Find Tænd Et Lys nær dig